GFA U9 - Brøndby U9 - FIX U9 - Farum U9
Lørdag d. 5. december drog GFA 2012 til ministævne i Brøndby. Holdet duellerede i 5v5 på 8-mandsmål - et format som vi tror på har en accelererende og udviklende effekt, da det opfordrer til positiv og fremarettet fodbold.
Pre-match: Carl-Oscar Wegeberg, træneren for GFA U9, hvad håber du at se fra dine drenge i dag?
Først og fremmest håber jeg, at vi får tre fede og lærerige fodboldkampe, hvor vores spillere bliver matchet på det højeste niveau på årgangen. Jeg håber på, at vores drenge kommer til at udvise overskud, og overholde vores individuelle- og kollektive aftaler, selvom at modstanderen hedder Brøndby, FIX & Farum.
Jeg håber desuden på, at vi får en masse flot GFA-spil, samt individuelle præstationer mod nogle af de bedste hold på 2012-årgangen. Det er netop denne type træningskampe, som dem vi har i dag, der er vigtige for drengenes læring og udvikling.
Post-match: 3 intense kampe imod nogle af Sjællands stærkeste 2012-hold – hvordan føler du, at GFA-drengene håndterede de fokuspunkter, som du præsenterede for holdet?
Jeg står tilbage med en rigtig god fornemmelse. Fokuspunktet for dagen at finde linjer i spillet, som kunne skabe mulighed for at spille ud af modstanderens pres. Jeg føler, at vi lykkes med dette i kampene imod Farum og Brøndby. Det er klart, at når modstanderen er blandt de dygtigste hold på årgangen, så skal vores drenge tænke hurtigt i deres aktioner, og hertil arbejde med forberedelsen inden boldmodtagelsen.
Stort cadeau til FIX, som formår at ligge et hårdt pres på vores opbyggende spil, hvilket vanskeliggør drengenes forsøg på at finde linjer i spillet. I den efterfølgende kamp imod Farum, føler jeg, at drengene løsrev sig mere og udviste mere mod i spillet. I forhold til det konkrete fokuspunkt, var sidste kamp imod Brøndby IF den mest positive. Vi formår at spille både på tværs og angribe bagrummet med vores hurtige og fremadrettede spil.
I har mødt både Farum, FIX og BIF U9 op til flere gange i sæsonen, hvor dagsformen har virket afgørende i forhold til, hvem som løb med sejrene. I dag virkede GFA U9 til at have overskud både med og uden bolden – hvad tror du er årsagen til drengenes imponerende præstation i dag?
Når modstanderen hedder FIX, Brøndby og Farum, så er GFA-drengene nødt til at være på tæerne fra start. Det er tre hold med dygtige individualister, som tilsammen udgør toppen af årgangen på Sjælland.
I første kamp imod FIX er vi ikke intense og aggressive nok i kampens begyndelse, hvilket betyder, at vi er efter i kampens forløb. I anden kamp imod Farum BK, starter vi langt bedre, og GFA-drengene arbejder på fuldt tryk med og uden bold.
Dette udtryk tog vi med i sidste kamp mod Brøndby, hvor drengene ofrer sig selv, forbliver positive, og konstant er i opbakningsaktioner for at opretholde overskuddet. Med bolden lykkes vi især i sidste kamp med mange, flotte kombinationer og gennembrud efter spil på 3. mand.
Resultater:
GFA - BK FIX 3-4
GFA - Farum BK 7-4
GFA - Brøndby IF 13-3