GFA U10 - FC Nordsjælland U10
Lørdag d. 21. november bød GFA U10 op til kamp på Gentofte Sportspark, da de dygtige drenge fra FC Nordsjælland slog vejen forbi vores anlæg. Kampen var den første 8-mandskamp imellem de to mandskaber, som ikke har mødt hinanden siden inden sommerferien. Nedenfor er trænernes, Mark Lohse & Niclas Danielsen, syn på dagens kampaktivitet:
Vi har været mange, som har set frem til denne spændende kamp imellem to dygtige hold på årgangen – hvad var jeres tanker i trænerteamet i forhold til måden at gribe kampen an?
Kampen bliver behandlet med den samme indgangsvinkel- og forberedelse som alle andre kampaktiviteter, men det er klart, at drengene og trænerteamet, er lidt spændte når vi får besøg af et mandskab af FCN U10’s kaliber.
Vi så frem til at få et pejlemærke ift. hvor langt drengene er kommet i deres udvikling, siden vi sidst mødte FCN til et par intense og tætte kampe inden sommerferien.
I får lagt et højt tryk på FCN’s fase 1 igennem hele kampen – var det et helt overlagt taktisk træk?
Til denne kamp havde vi valgt at justere vores pres på modstanderens fase 1 en smule i et forsøg på, at være i stand til at erobre bolden endnu højere på FCN’s banehalvdel. Derfor åbnede vi i højere grad end normalt for at FCN kunne spille ud fladt langs jorden, med henblik på at kunne ligge et tungt pres på FCN når de forsøgte at vende spillet, eller spillede ind centralt på deres 6-er.
Drengene udførte dette fokuspunkt til perfektion i store dele af kampen, og det lykkedes os, at forstyrre og erobre bolden i FCN-s opspil, hvilket førte til både chancer og mål.
Resultatet på 10-2 tyder på en meget overbevisende sejr, men hvilke udviklingspunkter ser i kollektivt i forhold til holdet?
Efter en præstation som denne i lørdags, skal der først og fremmest gives en masse ros til GFA-drengene for, at yde en toppræstation, som bar præg af et målrettet fokus og en hårdtarbejdende tilgang til kampen. Resultatet afspejler i vores øjne, drengenes flotte præstation.
Set i bakspejlet kunne vi godt have tænkt os, at vi tør spille mere ind centralt og dermed være i stand til at vende spillet lidt højere på banen end det var tilfældet. Vi har også mange overtalssituationer på modstanderens sidste tredjedel, hvor vi skal være i stand til at træffe endnu bedre beslutninger.
Resultat: GFA U10 - FC Nordsjælland U10 10-2