GFA U11 - AGF U11
GFA U11 tog lørdag imod AGF U11 til 8v8 på Gentofte Sportspark. Det var den første af to planlagte kampe i weekenden, for vores U11-drenge, som også om søndagen byder velkommen til de dygtige drenge fra Lyngby BK U12. Nedenfor følger en kort gennemgang af lørdagens kampaktivitet, hvor trænerne forholder sig til kampbilledet og fokuspunkterne for dagen.
Det blev til en 3-2 sejr til GFA-drengene, men hvordan vil du beskrive kampen?
”Det var en superfed og intens kamp mellem to dygtige hold, som matcher hinanden rigtig fint i de fleste aspekter af spillet. Vi vidste, at AGF ville komme buldrende ud og lægge et højt pres, hvilket vi sætter stor pris på, da det tester os på vores fase 1, hvor vi skal turde at spille forbi modstanderen.”
I sidder meget solidt på tingene i første halvleg, hvor I også kommer foran 3-0, hvorfor er det, at kampen alligevel bliver så tæt?
”AGF skal have kæmpe ros for deres måde at komme ud på til 2. halvleg på trods af, at de er bagud 3-0 og måske hænger lidt med mulen. De formår at tage initiativet i kampen gennem deres aggressive spillestil, og vi bliver måske en anelse for ivrige til at forcere spillet fremad, hvilket betyder, at vi i momenter af 2. halvleg mister kontrollen over kampen.”
Hvilke positive ting tager I som trænerteam med fra kampen?
”Vores tilgang til kampen var, at vi skulle turde at løse AGF’s høje pres og ikke være bange for at spille bolden ind i de centrale rum på banen, både fra stopperne og fra kanterne, med det formål at få vores 6’er og 8’er retvendt mod AGF’s mål. Det lykkedes vi rigtig godt med i store dele af kampen, men vi belønner ikke os selv ved at score nok i vores gode perioder – derfor bliver kampen tættere end vi havde ønsket, hvis man kigger på resultatet. Samtidig er der jo helt oplagte fokuspunkter i forhold til fremtiden, da vi skal zoome ind på de situationer, hvor vi ikke får udnyttet de store muligheder, som vi selv på meget flot vis får skabt.”
Resultat: GFA U11 - AGF U11 3-2